Randers Kloster
Randers Kloster er en 450 år gammel institution, der i dag rummer 110 lejligheder.
Vi har tre afdelinger.
– Det gamle kloster med 34 lejligheder, der kan søges af alle over 60 år ved henvendelse til klosterets kontor
– Plejeafdelingen med 36 plejeboliger
– Klostervænget med 40 døgnbemandede ældreboliger.
Klostervænget og plejeafdelingen drives efter driftsoverenskomst med Randers Kommune. Det betyder blandt andet, at der i disse to afdelinger er kommunal visitation. Det vil sige, at man skal henvende sig til Randers Kommunes visitationsenhed, hvis man ønsker at få en bolig i en af disse afdelinger.
Randers Kloster – eller Randers Hospital, som det hed indtil 1949 – er oprettet på ordre fra Kong Christian III, der udstedte den første fundats 10. december 1558. Baggrunden for oprettelsen var reformationen, der gjorde en ende på de katolske klostre, der blandt andet gjorde en stor indsats for syge, fattige og gamle.
Da kongen ved reformationen overtog kirkens rigdomme, var det naturligt at han også overtog de opgaver, som kirken havde løst. Derfor blev der i Randers – som i en række andre byer – oprettet et hospital, der skulle varetage disse opgaver.
Randers Kloster, har gennem historien haft mange forskellige opgaver og beboergrupper. Et fælles kendetegn har dog været, at huset har tilbudt bolig til mennesker, der af forskellige grunde ikke havde mulighed for at tage vare på sig selv. Det har kunnet være på grund af fattigdom, sygdom – herunder sindssygdom, alder eller krigsskader.
I vores nugældende fundats hedder det, at det er Klosterets formål at yde kvinder og mænd, der er hjemmehørende i Jylland, bolig på Klosteret under betryggende forhold.
Klosteret har gennem hele husets historie været beliggende på den nuværende adresse, men der er ikke nogle af de oprindelige bygninger tilbage. De ældste af de nuværende bygninger er fra 1860’erne og så er der bygget til i 1900, 1967, 1989 og 1997.
Klosterets bestyrelse består af biskoppen over Århus Stift, borgmesteren i Randers og den kirkebogsførende sognepræst ved Sct. Mortens Kirke i Randers. Disse tre personer kan supplere sig med op til to øvrige sagkyndige medlemmer.
Link til kort Hjemmeside: www.randerskloster.dk Kontakt:Blegdammen 3
8900 Randers C
jesper.bjerre.jakobsen@randers.dk
Tlf. 87124812
v/ klosterforstander Jesper Bjerre Jakobsen